Vægter under besættelsen

 Nattevagt   Hundevagt    Vagt år 2000

Med Tysklands besættelse af Danmark begyndte en vanskelig tid for vægterne.

Ingen gadebelysning, ingen oplyste butiksvinduer, ingen lysende reklameskilte og tætsluttende mørklægningsgardiner i alle vinduer. Alt sammen besværliggjorde vægterens natlige indsats. Også cykellygterne blev blændet ned. og vægterlygten blev nedblændet, så den kun lyste gennem en meget smal sprække. Luftalarmer og støvletramp hørte til nattens uorden, men der gik et par år før udviklingen for alvor tog fart. Da begyndte modstandsbevægelsen at røre på sig bl.a. med natlige sabotageaktioner. Under en sådan sprængningsaktion mod en fabrik i Ragnhildgade blev en af vore vægtere dræbt. Men de farlige forhold taget i betragtning - tyskerne var nervøse og kunne finde på at skyde mod alt, der rørte sig i mørket ­slap vi relativt heldigt gennem krigen med »kun« tre dræbte medarbejdere. Det var Johs. Kristensen 3/12-43, Hakon Heiberg Jensen 10/10-44 og Alfred Vestergaard Sørensen 7/11-44.

Vægterfonden omkring årsskiftet 1943-44.

De dårligt stillede reservevægtere.

Den store udskiftning af vægtere, der fandt sted, fordi tjenesten var blevet så farefuld, bevirkede, at antallet af nyantagne løsansatte reservevægtere forholdsvis blev større end tidligere. Det eksploderende behov for vagt og den deraf følgende store udvidelse af styrken virkede l samme retning. Før krigen, i 1938, havde de fleste vægtere været fastansatte. Kun en tredjedel var dengang reservevægtere eller søn- og helligdagsvægtere. I 1943 var det halvdelen. Det var lidet betryggende i urolige tider, hvor risikoen for at pådrage sig varige skader under tjenesten var så kraftigt forøget.

Kun de faste vægtere var nemlig økonomisk dækkede af vægterfondens bestemmelser. Fonden ydede op til to tredjedele af lønnen i tilfælde af skader, der var pådraget under tjenesten, og som medførte invaliditet, der gjorde, at en vægter blev uegnet til at fortsætte med sit arbejde. Allerede under forårets forhandlinger i forbindelse med spørgsmålet om bevæbning af sabotagevagter havde fagforeningen ønsket et risikotillæg for alle vægtere under en eller anden form. Sidst på året blev det sørgeligt aktuelt igen.

Vægter dræbt.

Natten mellem den 3. og 4. december fandt den formentlig hidtil største sabotagehandling mod nogen dansk virksomhed sted. Den var rettet mod K.A. Hartmanns Maskinfabrik i Vermundsgade på Østerbro i København. I aktionen deltog 25-30 sabotører. Fabrikken blev fuldstændigt ødelagt. Ved den kraftige eksplosion blev en halv snes personer såret og en, en vægter, blev dræbt. Det var nr. 57 Johannes Nürnberg Jensen Kristensen, der netop i eksplosionsøjeblikket kom cyklende forbi. Han blev ramt af et jernvindue, der slyngedes gennem luften.

Forhandlinger.

Dagen efter var der et møde på vægtergården mellem vægternes organisationer og selskabet om den tragiske begivenhed. Alle beklagede det skete. Man kunne kun trøste sig med, at vægter Kristensen havde været fast ansat og dermed medlem af vægterfon­den, så hans enke i det mindste fik udbetalt pension efter ham. I mødet deltog tidligere vægter forbundsformand Marius Steenberg, fagforeningsformand vægter Frank Steffensen, vægter Lindgreen Hansen, der var næstformand i den faglige klub for København, samt underdirektør Martin Nielsen. Han drøftede arbejdsrisikoen for vægterne i almindelighed, og fra vagtfunktionærernes or­ganisationer henstilledes endnu en gang til selskabet, at det blev indskærpet samtlige funktionærer, såvel overordnede som vægtere, at udvise den allerstørste forsigtighed under tjenestens udførelse.

Foruden Kristensen var nylig også en anden vægter kommet galt af sted. Det var nr. 515 Jensen, der var blevet så stærkt såret under en bombeeksplosion, at han var blevet Indbragt på hospita­let. De to ulykker havde skabt megen nervøsitet blandt vægterne, særlig de nyantagne, der ikke kunne være medlemmer af vægterfon­den. Derfor opfordrede fagforeningen til, at man fra selskabets side overvejede at give organisationen tilsagn om en slags pensionsordning også for reservevægterne, der var lige så udsatte for ulykkestilfælde under tjenesten som deres fastansatte kol­leger. Redaktør Bruun-Rasmussen kom til stede under mødet. Han udtalte sin beklagelse over nattens ulykkelige hændelse og lovede at fremkomme med en udtalelse l Indenfor Murene. Meddelelsen om vægter Kristensens død blev bragt l en ledende artikel på første side af decembernummeret af bladet. Spørgsmålet om en ændring eller udvidelse af vægterfonden blev derimod Ikke berørt. Det var nødvendigt forinden at afvente bestyrelsens afgørelse i sagen.

Mærkekuppet.

En uge efter, den 11. december, var en vægter atter i fare, denne gang under et væbnet røveri. Det skete ved Barfoeds og Co's bogtrykkeri i Gyldenløvesgade i København. 10 lastbiler havde afhentet rationeringsmærker i bogtrykkerens gård. Bilerne syntes godt sikrede, en af dem med 5 mand, hvoriblandt en rådhus­betjent og en vægter ved navn H. Andersen. Chaufføren satte sig ved rattet med en a£ de andre mænd ved siden af sig, mens de tre andre tog plads på ladet. Så drejede vognen ud i Gyldenlevesgade, men netop da den kort efter skulle dreje ned ad Nyropsgade, sprang en maskeret mand op på trinbrættet, stak en revolver ind gennem vinduet til Chaufføren og beordrede ham til at køre langsomt videre. Umiddelbart efter sprang en anden ikke maskeret revolvermand op på det andet trinbræt, mens en tredje hagede sig fast i ladet og holdt de tre mænd, der sad der, i skak med sin revolver.

Chaufføren blev nu med en revolver i siden tvunget til at køre vognen ned ad Øster Søgade, hvor han fik ordre til at standse. De fire andre mænd blev kommanderer ned af vognen og hen til et sted ved Sct. Jørgens Sø, hvor de under bevogtning fik besked på at stille sig i en rundkreds, som om de talte sammen. Lastvognen fortsatte ud på Østerbro, hvor pakkerne med rationeringsmærker blev læsset over på en trehjulet cykel, mens chaufføren blev tvunget til at stå i en passende afstand uden at røre sig. Først da cyklen var kørt, og de to sidste revolvermænd havde gjort sig usynlige, vovede chaufføren sig hen til sin bil og kørte tilbage til trykkeriet, hvor de fire andre mænd allerede havde indfundet sig og havde ringet til politiet. Rationeringsmærkerne, der var blevet stjålet, ville på den sorte børs have kunnet indbringe ca. 1 million kr.

For at forhindre en gentagelse af røveriet i København blev en lignende transport 8 dage senere bragt til Fyns Forum i Odense under en ekstra stærk politibevogtning. Natten før havde en lige så stærk politi- og vægterstyrke med hunde holdt vagt over rationeringskortene.

Falsk alarm.

Imidlertid kneb det stadig mere og mere at holde på især nye og uerfarne vægtere under de urolige forhold, landet befandt sig i. På en noget usædvanlig måde viste en episode, at der var al god grund til at gøre noget for de unge, så de kunne føle sig mere trygge i tjenesten. En vægter i Lyngby fik i januar en hæfte dom for falsk anmeldelse. En vagt nat i 1943 havde han underrettet politiet om, at han var blevet overfaldet af en ukendt mand, der bl.a. skulle have tilføjet ham et slag i hovedet. Politiet i kredsen havde tidligere fået et lignende par anmeldelser, som ikke viste sig at være holdbare, når de blev underkastet en nærmere prøve. Vægteren blev derfor gået nærmere på klingen, og han indrømmede da også, at hans anmeldelse var falsk. Hans handlemåde var forårsaget af, at han havde fået sine nerver ødelagt, fordi han under tjenesten var angst for, hvad der kunne ske ham i nattens løb.

Udsat post.

Det var fuldt forståeligt, at vægterne også følte sig udsatte under deres almindelige daglige tjeneste. Alene de mange nøgler, de havde l deres varetægt, var en stor fristelse for uvedkommende til at skaffe sig adgang til fabrikker m.v. for eksempel i sabotageøjemed. Som en sikkerhedsforanstaltning var de enkelte bundter ikke forsynes med abonnenternes navne, men kun med skilte med abonnementsnumrene. En fortegnelse over disse fandtes i den Instruktionsbog, som vægteren sædvanligvis medførte i en særlig lomme i nøgletasken. For at forhindre, at gerningsmænd skaffede sig viden om, hvortil nøglerne hørte og bevogtningernes hele indretning, havde man en tid undladt at give vægteren instruktionsbogen med på kreds. Enhver rutineret vægter kunne alligevel let huske, hvilke nøgler, der skulle bruges hvor, og han kendte sine bevogtninger ud og ind, så han let kunne finde rundt uden at have instruktionen ved hånden.

På vægtergården i København havde man desuden opsat et trådhegn fra gulv til loft til beskyttelse af nøgletaskerne, der hang i vagtlokalet om dagen. Vægterne fik så udleveret deres udrustning gennem en lem i hegnet, når de mødte om aftenen. Som det var hensigten, blev der også indrettet lignende afspærringer ved forskellige andre centralstationer og tilmeldingssteder.

Forbundslokalerne ødelagt.

Heller ikke Dansk Funktionærforbund gik ram forbi. Forbundets lokaler blev ødelagt ved et sabotagean­greb om aftenen den 4. november 1943. Under en luftalarm bragte sabotører bomber til eksplosion i en virksomhed, der var belig­gende på etagen ovenover forbundskontorerne i Ewaldsgade på Nørrebro i København. Virksomheden fabrikerede radiodele for den tyske Værnemagt, og ved eksplosionen blev også lokalerne nedenun­der gjort ubrugelige. Heldigvis havde forbundet opbevaret sine kartoteker i lukkede stålkassen. De var derfor uskadte og kunne flyttes til nogle lokaler i Folke-Feries ejendom på Vesterbrogade, hvor forbundet midlertidigt fik husly. I forsommeren 1944 var lokalerne i Ewaldsgade atter istandsat og kunne så småt tages i brug igen.

Udvidelsen af Vægterfonden.

De forenede Vagtselskabers bestyrelse holdt mede den 5. februar om bl.a. Vægterfonden. Philip Sørensen meddelte medlemmerne, at der havde været ført en række forhandlin­ger med Dansk Funktionærforbunds ledelse. Den havde atter udtrykt sit bestemte ønske om, at der blev skaffet en dækning for de yngre vægtere, der hidtil ikke havde været omfattet af selskabets pensionsfond i tilfælde, hvor disse enten blev invalideret eller i værste fald omkom som følge af krigs- eller sabotageskade. Han havde først været inde på den tanke, at man midlertidigt lod disse vægtere være underkastet Vægterfondens bestemmelser på de sædvan­lige betingelser. Det ville sige, at de bidrog med 4 % af deres månedsløn, mens selskabet samtidig bidrog med 6 %. Til gengæld skulle de altså have samme rettigheder som deres ældre kolleger.

Over for dette forslag havde både hrs. Bruun og direktøren selv rejst betænkeligheder, da man var bange for at føre Vægterfonden ind i en situation med en i virkeligheden uoverskuelig risiko. Sådan som fondens reserver var, ville der ikke være tilstrækkelig dækning for så store ydelser, som der i værste tilfælde kunne blive tale om. Spørgsmålet havde også været drøftet med hrs. David, som havde peget på muligheden af, at man forsikrede sig ud af vanskeligheden. Også dette havde været forsøgt, men det kunne kun gøres ved, at man tegnede en forsikring, der dækkede i tilfælde af indtil 2/3 invaliditet. Men en sådan forsikring ville ikke kunne træde i kraft, hvis der var tale om krigsskade.

En særlig afdeling.

Man havde derefter holdt et nyt møde, hvor Marius Steenberg og hrs. H.H. Bruun begge havde været til stede. Her var forbundsformanden blevet præsenteret for et nyt forslag. Det gik ud på, at man dannede en særlig afdeling af Vægterfonden for reservevægterne. De og selskabet skulle betale de sædvanlige beløb hver måned, og af den derved fremkomne præmiereserve skulle de skader, der måtte ramme de yngre vægtere, betales i det omfang, det var muligt. Hvis der var overskud, når krigen var afsluttet, skulle det indgå i den almindelige Vægterfond. Reservevægterne havde dog ret til at få deres bidrag tilbagebetalt med 4 % i rente, hvis de forlod selskabet. I den henseende ville de dermed være ligestillede med deres fastansatte kolleger. I princippet kunne Steenberg tiltræde forslaget, som ville betyde en årlig merudgift for selskabet på 35.000 kr. H.H. Bruun måtte også for sit vedkommende anbefale denne løsning, som han efter omstændighe­derne syntes var den bedste.

Et andet bestyrelsesmedlem mente, at reservevægterne i forvejen var tilstrækkeligt dækkede a£ den almindelige sociale forsikring, men Bruun fremhævede, at de faktisk løb en særlig risiko for, at en ulykke ramte dem, inden de opnåede den nødvendige anciennitet og opnåede en højere lønning i selskabet. Han lagde desuden vægt på den uro, der havde været blandt vægterne i 1943. Trods de ydre forhold kunne men håbe på mere ro i rækkerne, hvis men gennemførte ordningen. Forslaget om, at vægterne skulle bidrage med de 4 %, var fremkommet fra dem selv og var efter hans mening et tegn på, hvor megen vægt men fra deres side lagde på at lå en passende ordning. Efter nogen yderligere diskussion blev forslaget vedtaget i den forelagte skikkelse.

Vægter truet.

Allerede en måned efter blev en reservevægter atter bragt i en farlig situation, hvor der let kunne have været bud efter den nye afdeling af Vægterfonden, hvis det var gået galt. Det var natten til påskedag den 10. april ved 23-tiden på Vester­bro i København. Reservevægter 494 Børge Kastebo kom på sin runde ind i gården til Dannebrogsgade 5 og 7, hvor telefoncentralen 'Vester" havde til huse. Gården var kun adskilt fra Den kgl. Skydebane ved et plankeværk. Pludselig trådte to geværbevæbnede mænd £rem fra et skjul og pressede deres skydevåben ind i siden på vægteren. Derefter opfordrede de ham til uden vrøvl at lukke dem ud i Dannebrogsgade. Over for de truende geværmundinger havde Kastebo intet valg. Medens han lukkede de to mænd ud, fortalte de ham ganske uopfordret, at de havde været inde på Den kgl. Skyde­bane, hvor de havde stjålet de to skydevåben. Vægteren anmeldte straks det passerede til Svendsgader. politistation, men i mellem­tiden var røverne forsvundet.

Ny landsoverenskomst.

Overenskomsten med vægterne, der udløb til I. marts, blev fornyet med visse forbedringer for vægterne til følge. Selskabets direktion og vægternes fagforening opnåede enighed om udformningen, og resultatet blev godkendt af selskabets bestyrelse på dens mede den 6. marts. Arbejds- og forligsnævnet havde vedtaget en generel lønforhøjelse på 5 øre i timen, men hertil lagdes for vægternes vedkommende 10 øre for forskudt arbejdstid. Cykelgodtgørelsen forhøjedes samtidigt fra 15 kr. til 17 kr. om måneden. Det betød en merudgift for selskabet på ca. 62.000 kr. for de sidste 10 måneder af 1944. Når hertil føjedes udgiften til reservevægternes afdeling af Vægterfonden, steg selskabets samlede lønudgifter med langt over 100.000 kr. om året. Halvdelen af dette beløb lod man abonnenterne betale.

Fra 1. april blev selskabets regninger påklæbet et notat, hvoraf det fremgik, at forhøjelsen af dyrtidstillægget med 2 % skyldtes den af formandsskabet for arbejds- og forligsnævnet afsagte kendelse om forhøjelse af lønningerne. Derudover, oplyste notatet, havde selskabet yderligere måttet give vægterne indrømmelser med hensyn til den forskudte arbejdstid og sikringen mod ulykkes­tilfælde, så forhøjelsen skulle have andraget 4 %, hvis selskabet skulle være blevet dækket for samtlige dets merudgifter. Under hensyn til forskellige henstillinger såvel fra formandsskabet som fra hovedorganisationerne havde selskabet imidlertid selv ønsket at bære de 50 % af merudgiften indtil videre.

l 1944 beslaglagde den tyske værnemagt så Vægtergården i København som hovedkvarter-, og undertrykkelsens symbol den tyske ørn kom op på bygningens tårn. Efter besættelsen overtog englænderne Vægtergården i nogle måneder, og først i slutningen af 1945 kunne vi genindtage vor retmæssige ejendom efter en yderst tiltrængt indsats fra vort rengørings­selskab!

Zone-Redningskorpsets historie

FRA KALUNDBORGS HISTORIE

(Bind 2 Tiden 1830 - 1980)

Efter at det danske politi var blevet opløst den 19. september 1944, måtte kommunen oprette et privat vagtværn. Det bestod af 7 mand under ledelse af Zonestationens lokale chef, vognmand C. Rønnest. Vagtværnet fik senere egen udrykningsvogn, også betalt af kommunen.